kontakt@trorodtand.dk

Parodontitis

Parodontitis er en tandkødssygdom forårsaget af bakterier, som angriber dit tandkød samt knoglen omkring tænderne. Sygdommen starter som regel som tandkødsbetændelse, fordi bakterier eller tandsten generer tandkødet. Når denne betændelse har stået på i et stykke tid, begynder vævet omkring tanden at nedbrydes og man får dybe tandkødslommer. Opdages sygdommen tidligt kan man med god mundhygiejne og rensning i de dybe tandkødslommer ofte opnå sunde forhold igen. I nogle tilfælde kan man ikke få de dybe lommer til at forsvinde helt, men man kan bremse eller nedsætte hastigheden for sygdomsprocessen med god mundhygiejne og med jævnlige rensninger. Derfor er det vigtigt at man får undersøgt og renset tandkødslommerne med kortere intervaller f.eks. 3-4 gange om året.

I nogle tilfælde kan det blive nødvendigt at operere tandkødet, hvis sygdomsprocessen ikke kan holdes nede ved normal/konventionel parodontitis behandling.

Behandles sygdommen ikke i tide, vil tænderne blive løse og i sidste ende falde ud.

Parodontitis kan opstå hos alle med tænder, men ses typisk hos den voksne patient fra 30-40 års alderen og opefter. Nogle mennesker har større risiko for at udvikle sygdommen end andre. Dette skyldes  f.eks: 

  • Dårlig mundhygiejne
  • Rygning
  • Nedsat immunforsvar
  • Diabetes
  • Knogleskørhed
  • Genetisk dispostion for at udvikle parodontitis

Genetisk disposition for at udvikle parodontitis

Et tegn på at du måske har parodontitis kan være, dårlig ånde, blødning fra tandkødet, tænder som får lange tandhalse, tænder som er løse eller har flyttet sig. Man mærker ikke nødvendigvis at man har parodontitis, da det som regel ikke gør ondt. Det opdages typisk når man kommer til de regelmæssige tandeftersyn, hvor dybden på tandkødslommerne jævnligt måles. Parodontitis kan også opdages når vi tager røntgenbilleder af tænder og kæber. Dette viser sig ved at knoglen pludselig mangler imellem tænderne.

envelopephone-handset