kontakt@trorodtand.dk

Implantat

Mistes en tand er et tandimplantat ofte den bedste løsning som erstatning for den manglende tand. Tandimplantatet består af en titaniumskrue, der har facon som en tandrod.

Indgrebet hvor selve skruen skal indopereres, foregår under lokalbedøvelse. Tandkødet skubbes til side. Der bores i knoglen til rette dybde og bredde og implantatet skrues fast i knoglen. På toppen af implantatet sættes et lille dæksel som stikker op igennem tandkødet. Tandkødet lægges på plads og sys sammen.

Langsomt vokser knoglen fast omkring skruen. I denne periode må implantatet ikke belastes. Det vil sige at man ikke må tygge på det lille låg/dæksel som stikker op gennem tandkødet.

I visse tilfælde sættes et mindre dæksel på implantatet, som kan skjules under tandkødet. Dette gøres som regel i forbindelse med større knogleopbygninger, eller hvor der er stor risiko for at implantatet kan blive belastet.

Det er vigtigt at holde rent omkring implantatet både under ophelingen og når man er færdigbehandlet.

Det er forskelligt, hvor hurtigt implantatet sætter sig fast, men i de fleste tilfælde kan man få sat den endelige tandkrone på efter 2-3 måneder.

I tilfælde af at der ikke er nok knogle dér hvor implantatet skal sidde, kan man bygge kunstig knogle på området. Dette betyder at man skal vente længere tid på at det heler op. Er man så uheldig at miste en fortand, kan man i ventetiden få fremstillet en lille protese, som skjuler den manglende tand.

Når implantatet er vokset helt fast i kæben, skannes munden og man kan ud fra 3-D teknologi fremstille en ny tand. Den nye tand bliver enten skruet fast eller sat på med cement. Når man har fået sin nye tand er det meget vigtigt at den holdes ren og at man overholder de anbefalede tandeftersyn.

Succesraten for implantater er temmelig god. Ca 95% af de mest anerkendte implantattyper sidder stadig i kæben efter 5 år. Vi anvender kun de mest gennemtestede mærker, for at sikre patienten den bedste kvalitet.

Mulige komplikationer

I nogle få tilfælde heler knoglen omkring implantatet ikke op, og det kan blive nødvendigt at fjerne implantatet og afvente ny opheling, før man sætter et nyt implantat i området.

Forhold som kan have en negativ indflydelse på ophelingen og overlevelsen af et implantat kan være:

Visse sygdomme som f.eks. diabetes og osteoporose(knogleskørhed).

Medicin som f.eks. binyrebarkhormon og præparater mod knogleskørhed.

Rygning

Parodontitis

Dårlig mundhygiejne

For tidlig eller for hård belastning

envelopephone-handset