kontakt@trorodtand.dk

Operativ fjernelse af tand

Operativ fjernelse af tand

Operativ fjernelse af en tand kan blive nødvendig, hvis den, ikke kan trækkes ud med en almindelig tang. Operationen foregår i lokalbedøvelse og indgrebets omfang kan variere fra tand til tand.

En lille operation kan typisk foregå ved at der forsigtigt slibes en rille i knoglen rundt om tanden og denne kan vippes løs og fjernes. Såret er typisk ikke større end hvis man havde fået tanden trukket ud, og det er sjældent at man må sy området sammen efter indgrebet.

Skal man f.eks. have fjernet en dybtliggende visdomstand, lægger man et snit i tandkødet og skubber dette ud til siderne. Når man har åbnet helt op til området, hvor tanden ligger, skal der typisk fjernes lidt knogle, så man bedre kan komme til. Tanden skal sommetider deles i flere stykker, før den kan fjernes komplet.

Når alt tandvæv er fjernet, renses såret og man syr tandkødet sammen igen.

Efter operationen er det vigtigt at man tager den med ro. Man bør undgå varme ting den første dag. Tandbørstning bør undgås i det område, hvor man er blevet opereret. Såret holdes rent ved at skylle med klorhexidin 2-3 gange dagligt.

Man skal forvente smerter og ømhed, så snart bedøvelsen er aftaget. Smerterne holdes nede med smertestillende piller. Smerterne er som regel værst de første 2-4 dage og man bør ikke spare på smertestillende medicin.

Hævelse er en typisk bivirkning når man er blevet opereret. Man kan lægge en kølepose på området det første døgn, for at minimere hævelsen. Hævelsen aftager langsomt og er som regel væk efter ca 1 uge. Når hævelsen lige så stille aftager kan man godt blive blå og gul på kinden og ned på halsen. Dette forsvinder også og er typisk væk efter 7-10 dage.

Efter ca 1 uge, kontrolleres ophelingen og trådene fjernes.

Mulige komplikationer:

Når vi opererer i mundhulen, er der en risiko for at små nervegrene skæres over. Dette kan give små følelsesforstyrelser. Oftest er disse følelsesforstyrelser midlertidige, men man bør informere tandlægen om det hvis man oplever at blive følelsesløs i et område. 

Nogle mennesker kan bløde længere tid end normalt efter et operativt indgreb. Sivblødning er helt normalt det første døgn, men man bør ikke spytte store klumper blod ud. Er dette tilfældet bør man konsultere tandlægen eller tandlægevagten, som kan tage stilling til om der er behov for efterbehandling.

Ved operative indgreb kan nabotænder i sjældne tilfælde tage skade. Det mest almindelige er ømhed og kuldefølsomhed i nabotænderne. Oftest aftager symptomerne forholdsvist hurtigt.

Enkelte oplever ømhed fra kæbeleddene, fordi man ikke er vant til at gabe så længe ad gangen. Som regel falder de til ro igen.

envelopephone-handset